En hverdag i naturen - en hverdag med plads til ro og nærvær

I Vestbirk Naturbørnehave byder vi velkommen udenfor.

Vi ser naturen som en uundværlig del af vores liv, den giver os alle de ressourcer, som er livsvigtige for vores eksistens. Naturen giver også en lang række goder, som vi ikke kan undvære i vores moderne samfund. Vi nyder godt af dens skønhed, rekreative områder og oplevelsesværdi. Netop området hos os i Vestbirk byder på en perlerække af naturskønne oaser, hvilke vi drager stor gavn af i vores hverdag og pædagogiske arbejde.  

Naturen er verdens bedste legeplads! Alle vores sanser vækkes, vi udfordres på krop og sjæl, udholdenheden  testes og nysgerrigheden pirres. Vi tror på at naturen som leverum understøtter god trivsel og livskvalitet. 

Vi skal opleves!

Det pædagogiske arbejde foregår hele tiden, vi bruger vores pædagogiske baggrund intuitivt med børnene. Vi vil gerne fortælle dig mere om alt det dejlige som sker hos os, og hvor sjovt vi alle har det sammen. Derfor er du altid velkommen til at booke et besøg hos os, se stedet og møde personalet.  

Naturen som udviklingsrum og inspiration


Naturen kan vi ikke indrette, men vi kan indrette os efter naturen. Det gør vi, når vi er på tur eller på den naturgrund, der er en del af legepladsen. Vi lærer børnene, at insekter og planter bor i naturen, side om side med os, og dem passer vi på. Vi tror på, at børnene indirekte lærer om bæredygtighed hos os, fordi de mærker naturens rum og rytme, dyr & planter, der fungerer som små samfund, ligesom os mennesker. Vi reflekterer løbende og igangsætter aktiviteter i naturen, der bidrager til styrkelse af fællesskaber, venskaber, respekt, tryghed og medbestemmelse. Vi oplever, at børnene tager ejerskab af såvel de fysiske rammer som den mentale trivsel.

Legepladsen er en naturgrund med skrænter, jord og løsliggende stammer fyldt med liv under sig. Udearealet er endvidere beplantet med frugttræer, frugtbuske, planter i potter og fuglehuse. Der er legehuse, huler, klatretræer, bålplads og en stor solid hytte hvor vi spiser madpakker, maler, leger, har træværksted og har arrangementer med forældre og bedsteforældre.

Indenfor har vi indrettet os med naturen som inspiration. Vindueskarme og hylder i organisk formede træplanker, og sjove finurlige træskulpturer, som er tilgængelige for leg. Detaljer, som håndtag og knopper er ligeledes i træknuder. Vi oplever, at indretningen stimulerer børn og voksnes sanser, nysgerrighed, fantasi og kreativitet, ydermere bidrager den til en rolig og dynamisk atmosfære.



Vi følger barnets spor - vores pædagogik

Børn er fulde af fantasi, virkelyst og initiativ, og det er vores opgave at skabe et miljø, hvor de kan udfolde dette gennem leg og samvær med hinanden. Uanset om vi har fri leg eller styrerede aktiviteter, er det vigtigt for os at alle børn er med og føler sig set. 

I Vestbirk Naturbørnehave gør vi det konkret ved at have meget tid ude på legepladsen, hvor der er plads til at bygge huler, køre på cykler, gynge og meget andet. Her er vi til stede til at guide legen på vej, vi lader børnene lege og udforske, det giver plads til fantasiflow og kreativitet. 

Vi lytter selvfølgelig også til børnene, så de børn, der en dag har behov for hvile, får lov at være inde. Mere rammesatte aktiviteter og lege er for eksempel samlinger, fødselsdage, ture og andet - se for eksempel vores årshjul.

Vores kerneopgave er at give barnet et trygt rum, hvor det kan udvikle sig, og lære at begå sig i verden. En af vores gode metoder til det, er at følge barnets spor.

Børns opmærksomhed er mange steder, og der sker hele tiden noget; hvis ikke i rummet, så i hovedet eller i kroppen. Når vi er sammen med børnene, forsøger vi at fange og gå med dette "noget" - altså vi følger barnets spor.

For eksempel samler vi tråden op til samling, hvis nogen spørger "hvad er tålmodighed?". V snakker om det i fællesskab, hvor børnene selv kommer med deres bud. Med andre ord griber vi muligheden for læring, der hvor børnenes opmærksomhed lige er.